Projekt slavebørn
BØRNEfonden projekt hjælper børneslaver
I 2005 lancerede BØRNEfonden et børneslave-projekt i Benin, hvor tusinder af børn hvert år sendes væk fra deres familier for at tjene penge. Projektet er finansieret gennem DM i Indsamling.
I Vestafrika er det en almindelig praksis at sende sine børn ud for at tjene, eller sikre dem en uddannelse som forældrene ikke har mulighed for at give dem. Desværre er der stadig mange børn, der ender i børneslaveri eller bliver groft udnyttet, uden forældrenes viden. Ofte er der tale om organiseret handel med børn, som udnyttes af skruppelløse bagmænd. Børnenes forældre er fattige, og når de får lovning på, at deres børn tjener penge ind til dem, og at barnet samtidig får en uddannelse, har mange forældre ofte ikke andet valg end at sende deres barn af sted.
Projektet sluttede september 2009
Projektet blev finansieret gennem DM i Indsamling 2005 og havde fra start en forventet levetid på tre år. Efter to års erfaring blev projektet forlænget med et år.
Evaluering
I forbindelse med afslutningen af PRET har BØRNEfonden fået foretaget en uafhængig evaluering af projektet. Evalueringen konkluderer, at BØRNEfonden på grund af sin langvarige tilstedeværelse i Benin (siden 1994) har et stort kendskab til børns leveforhold i de beninske landområder. Til gengæld havde BØRNEfonden før PRETs start ikke megen erfaring med at arbejde med den mere specifikke slavebørns problematik.
Fra begyndelsen fokuserede PRET på at opsøge og reintegrere børn, der var blevet solgt som slaver. Halvvejs inde i projektet viste det sig dog nødvendigt at tænke anderledes i projektet. Det blev besluttet at lægge mere vægt på den forebyggende indsats, dog uden at fravige det overordnede projektmål om at bidrage til afskaffelsen af slavebørns fænomenet i Benin, og at sikre børns basale rettigheder blandt andet i forhold til skolegang og sundhed.
Derfor blev det besluttet at supplere arbejdet med at opsøge og reintegrere børnene med forskellige former for forebyggende tiltag: Oplysningskampagner i landsbyerne, radioudsendelser, landbrugsgrupper for unge og udvikling af skolemateriale til brug i undervisningen.
Evalueringen roser BØRNEfonden for sin fleksibilitet i forbindelse med omstruktureringen af projektet. Samtidig slår den fast, at BØRNEfondens projekter også fremover bør udnytte organisationens kernekompetencer i form af den langvarige tilstedeværelse i landområderne og det indgående kendskab til levevilkårene for afrikanske familier og børn.