Fisk er sundt

Sisaltina Monteiro er 33 år. Med et lån fra BØRNEfonden har hun sikret familiens økonomi. Lånet er en fryser, der kan holde de fisk, hun lever af at sælge, kolde

Sisaltina har solgt fisk i mange år. For at holde dem kolde købte hun is, men isen smeltede hurtigt, og fik hun ikke solgt sine fisk forholdsvis hurtigt, måtte hun smide resten ud eller give dem væk, inden de blev dårlige. For et år siden fik Sisaltina et mindre lån af BØRNEfonden. Hovedlånet var dog ikke kontanter, men kom i form af en fryser. Derudover lånte hun penge til at købe fisk, så hun kunne udvide sin forretning.

 

Øget levestandard
”Før i tiden købte jeg is inde i byen, som jeg brugte til fiskene. Efter jeg har fået fryseren er mit salg og min indtjening blevet mere stabil,” siger Sisaltina, hvis levestandard er forbedret sideløbende med den stigende indtjening.

 

FRISKE FISK. Sisaltina med sin fryser, hvor hun opbevarer fisk og is. Foto: Henrik A. Jensen.


Sisaltina er gift med José Fernandez på 43 år. De bor på hovedøen Santiago i Kap Verde og sammen har de tre piger på et, 14 og 15 år og en dreng på ni år. Sisaltina har ingen lang skolegang bag sig. Hun har færdiggjort 6. klasse, og selvom hun kan lide at studere, vil hun ikke læse videre.


”Tiden er ikke inde til at gå mere i skole,” siger hun. I stedet koncentrerer hun sig om sin forretning, som allerede har betydet, at hun har kunnet købe et tv, bygge til og pudse vægge op i huset, ligesom hun er i stand til selv at betale for en del af udgifterne i forbindelse med de ældre børns skolegang.


Fyldt med fisk
I fryseren er der fisk og is, som hun også sælger til dem, der ikke har en fryser.
”Jeg har forskellige fisk, der koster forskelligt. Nogle gange venter jeg med at sælge til prisen er god,” siger Sisaltina, der i gennemsnit sælger sine fisk for 50 procent mere, end hvad hun køber dem for.


De fleste fisk sælger hun til dem, der bor i nærheden, og har hun mange fisk, sælger hun også fra gaden.


Sisaltina hiver nogle fisk op af fryseren og smiler bredt. Hun er på vej ned til hovedvejen sammen med sin et-årige datter for at sælge fisk.





 
 


BØRNEfonden | Jagtvej 157 | 2200 København N | Tlf: 7022 1211 | Fax: 3584 0211 | CVR: 33969813 | Giro: 195-9700 | mail@bornefonden.dk