Vejen her til : Om BØRNEfonden - Vedtægter
 

Vedtægter

BØRNEfondens vedtægter

 

Institutionens navn, hjemsted og formål

 

§ 1.

BØRNEfonden er navnet på en selvejende, almennyttig, humanitær institution med hjemsted i Københavns kommune i Danmark.

 

§2

Institutionens formål er med udgangspunkt i det enkelte barn, dets familie og lokalsamfundet at arbejde indenfor sundhed, uddannelse og indtægtsskabende aktiviteter i den hensigt at støtte fattige børns udvikling over hele Verden i overensstemmelse med De Forenede Nationers Konvention om Barnets rettigheder (Generalforsamlingsresolution nr. 44/25).

BØRNEfonden arbejder uafhængigt af politiske, racemæssige, etniske og religiøse forhold.

 

      Institutionens formål fremmes bl.a. ved:

 

1)    I Danmark, Finland, Island, Norge samt Sverige at modtage bidrag og gaver fra sponsorer og tilskynde f. eks virksomheder, Danida og Fonde til at give bidrag, gaver og legater til BØRNEfonden. Midlerne anvendes indenfor passende institutionelle eller familiemæssige og samfundsmæssige rammer til at sørge for en sund opvækst, udvikling og uddannelse af fattige børn.

2)    At samarbejde med og assistere ansvarsbevidste organisationer overalt i Verden.

3)    At fremskaffe finansiering til gennemførelse af projekter, der forbedrer rammerne for fattige børns tilværelse, og at deltage i gennemførelse af projekterne.

 

 

Institutionens kapital

 

§3

Institutionens egenkapital udgjorde ved oprettelsen kr. 50.000,00, der er indbetalt kontant.

 

§4

Institutionen er forpligtet til at benytte de modtagne midler til opfyldelse af de i § 2 angivne formål og skal opretholde en så lille egenkapital som muligt, herunder dog de nødvendige midler til at institutionen kan varetage sine opgaver og sikre en betryggende administration og udvikling.

 

Institutionens ledelse

 

§5 

Institutionens øverste myndighed er en ulønnet bestyrelse bestående af 13 – 20 medlemmer, hvoraf mindst 13 skal være stemmeberettiget, herunder et bestyrelsesmedlem, som er advokat og er udpeget af Advokatrådet.

Et bestyrelsesmedlem kan bevilliges orlov fra bestyrelsesarbejdet. I orlovsperioden har den pågældende ikke stemmeret i bestyrelsen.

Hvis et bestyrelsesmedlem indenfor 2 på hinanden følgende kalenderår har deltaget i mindre end 3 bestyrelsesmøder, overgår medlemmet til at være bestyrelsesmedlem uden stemmeret.

Hvis et bestyrelsesmedlem i nævnte periode ikke har deltaget i mindst 1 bestyrelsesmøde udtræder medlemmet af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan til enhver tid beslutte at hverve et nyt bestyrelsesmedlem.

 

§6

Bestyrelsen vælger hvert andet år på sit første møde i et nyt regnskabsår blandt sine medlemmer en formand.

Endvidere vælges blandt bestyrelsen 5 medlemmer til forretningsudvalget for en 4-årig periode, således der hvert andet år vælges henholdsvis 2 og 3 medlemmer.

Genvalg af formand og øvrige 5 medlemmer til forretningsudvalget kan finde sted.

Det samlede forretningsudvalg udgøres af formanden og de 5 ovennævnte medlemmer.

 

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 7 stemmeberettigede medlemmer, herunder formanden eller 3 medlemmer af forretningsudvalget, er til stede.

 

Formanden, eller i dennes forfald et medlem af forretningsudvalget, leder forhandlingerne og afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende behandlingsmåden af sagerne, stemmeafgivningen og dennes resultat. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre et af medlemmerne begærer skriftlig afstemning.

 

Ordinære bestyrelsesmøder afholdes tre gange årligt. Ekstraordinært møde afholdes, når formanden, to medlemmer af forretningsudvalget, tre bestyrelsesmedlemmer eller institutionens revisor begærer dette med angivelse af dagsorden.

 

På et bestyrelsesmøde kan, medmindre alle stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer er til stede og indvilliger heri, kun tages beslutning om de forslag, der har været optaget på dagsordenen og ændringsforslag hertil. Dog kan der, hvis alle tilstedeværende går ind for det, træffes andre beslutninger, som da skal meddeles til alle bestyrelsens medlemmer, og som er gyldig, medmindre der inden for 14 dage efter meddelelsen er gjort indsigelse mod beslutningen.

 

Beslutninger træffes med simpel stemmeflerhed, for så vidt der ikke ifølge nærværende vedtægter kræves særlig stemmeflerhed.

 

Over det på bestyrelsesmøderne passerede skrives et referat, der godkendes på det næste bestyrelsesmøde.

 

§7

Forretningsudvalget ansætter efter indstilling fra et ansættelsesudvalg en lønnet direktør til at varetage institutionens daglige ledelse. Formanden orienterer bestyrelsen om ansættelsen.  

 

Direktøren er beføjet til at foretage alle sådanne foranstaltninger og afholde alle sådanne udgifter, herunder til personalet, som er indeholdt i det af bestyrelsen godkendte budget. Direktørens beføjelser i øvrigt skal svare til de beføjelser, der tilkommer en administrerende direktør i et aktieselskab, dog at bestyrelsen i et nærmere bestemt omfang kan angive anliggender og sagsområder, hvor forretningsudvalget enten har den endelige beslutningskompetence eller skal høres, forinden direktøren træffer beslutning.

 

§8

Institutionen tegnes af formanden og direktøren i forening, eller af to forretningsudvalgsmedlemmer i forening med formanden eller direktøren.

 

Regnskab og revision

 

§9

Institutionens regnskabsår går fra 1.7.1990-31.12.1991, hvorefter det følger kalenderåret. Regnskabet skal underskrives af bestyrelsen.

 

 

 

 

 

Ændringer i vedtægter og opløsning af institutionen

 

§10

Ændringer i nærværende vedtægt eller beslutning om opløsning af institutionen kan kun ske, såfremt 2/3 af samtlige stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer på et bestyrelsesmøde stemmer herfor og med Civilstyrelsens og Justitsministeriets godkendelse.

 

I tilfælde af opløsning af institutionen skal de midler, der resterer efter afholdelse af de forpligtelser, der påhviler institutionen, anvendes efter bestyrelsens beslutning og i overensstemmelse med de formål, der fremgår af vedtægternes § 2.

 

Ovenstående vedtægter er godkendt på bestyrelsesmøde den 16. april 2008 og godkendt af Civilstyrelsen.



 
 


BØRNEfonden | Jagtvej 157 | 2200 København N | Tlf: 7022 1211 | Fax: 3584 0211 | CVR: 33969813 | Giro: 195-9700 | mail@bornefonden.dk