Sundhed
Sundhedsproblemerne er ofte meget store i udviklingslande. Der er høj børnedødelighed og den generelle sundhedstilstand er dårlig. Usunde boligforhold, dårlige sanitære forhold, ensidig kost, manglende vaccination og mangle på rent vand, gør børnene sårbare, medfører underernæring og øget spredningen af smitsomme sygdomme. Fattigdom i familierne og manglen på sundhedsklinikker og uddannet sundhedspersonale gør at børnene ofte ikke bliver behandlet for sygdomme man ellers regner for helbredelige i Danmark.
Derfor arbejder BØRNEfonden på forskellige måder for at øge sundheden blandt sponsorbørnene, deres familier og resten af lokalbefolkningen. En vigtig del er småbørnsplejen, som både omfatter oplysning og undervisning af mødrene samt opfølgning af og særlige indsatser overfor småbørn.
På månedlige sundhedsmøder bliver børnene vejet, og mødrene får undervisning i ernæring, hygiejne og forebyggelse af sygdomme. Der undervises også i særlige emner, f.eks. malaria og aids. Børnene bliver vaccineret mod de generelle børnesygdomme.
De fleste steder er der langt mellem sundhedsklinikkerne, og BØRNEfonden støtter derfor byggeri af klinikker, indkøb af udstyr og træning af personale for at øge adgangen til og kvaliteten af behandling. Ligeledes arbejder BØRNEfonden med at bygge brønde og latriner..
BØRNEfonden sørger for sponsorbarnets behov for medicin- og lægekonsultationer og giver desuden tilskud til disse udgifter i forbindelse med forældres og søskendes sygdom.
BØRNEfonden hjælper desuden med at oprette lokalt finansierede sygekasser, således at familierne kan få dækket udgifter ved sygdom også når BØRNEfonden ikke længere er i området.
Klik her og hør om, hvordan BØRNEfonden på sundhedsmøder oplyser mødrene om ernæring, hygiejne og forebyggelse af sygdomme.