Hvordan giver jeg gaver?

Pengegave til sponsorbarn og familie

Hvis du har lyst til at glæde dit sponsorbarn og dets familie med en gave, så anbefaler BØRNEfonden, at du sender en pengegave. På den måde får familien mest ud af de penge, du giver.
 
BØRNEfonden anbefaler, at du giver mellem 125 og 325 kr. højst to gange om året. Den nedre grænse for beløbet sikrer, at der er et rimeligt forhold mellem beløbet og det arbejde, der er forbundet med indkøb og uddeling af gaver. Den øvre grænse er for at undgå for stor ulighed i lokalsamfundet. 
 
Af hvert gavebeløb anvendes 25 kr. til ekspedition af gaven. Pengegaver på mindre end 125 kr. vil ikke blive overført som pengegave, men vil blive indsat på din konto for månedsbidrag.
 
Familien beslutter i samråd med en medarbejder fra BØRNEfondens lokale center, hvad der skal købes for pengegaven. 


Du vil altid modtage et takkebrev fra dit sponsorbarn og familien, hvori der står præcist, hvad de har fået for din pengegave.

 

Centerbidrag

Ønsker du at give mere end 325 kr., kan du indbetale et beløb til det udviklingscenter, som dit sponsorbarn er tilknyttet.

 

Pengene vil blive anvendt til den generelle udvikling af området. Derved kommer gaven både dit sponsorbarn og mange andre familier til gode.


Ingen pakker
Send ikke mere end der kan være i en almindelig, foret A-4-kuvert. Undlad at sende pakker.

 

Omkostningerne ved en pakke (porto og told) er uforholdsmæssig høj, og nogle lande vil slet ikke modtage pakker. Vores lokale ansatte har ikke mulighed for at transportere pakker helt ud til udviklingscentrene, og desuden bliver pakker ofte væk, inden de når frem til modtagerlandet.

 

Hvis du gerne vil sende ting til dit sponsorbarn, så sørg for, at det kan være i en foret A4-kuvert. På posthuset kan du få en grøn tolddeklaration til kuverten, hvor feltet "gave" kan afkrydses inden afsendelse. Derved kommer modtageren ikke til at betale told af din gave.

 

Det er en god idé at sende noget, som sponsorbarnets søskende også kan have glæde af.

 

Klik her og læs om, hvad du kan sende til barnet.

 

Klik her og læs om 9-årige Amavi, der skriver et takkebrev.

 



>> Hvad kan du sende til CFI lande?

 
 


BØRNEfonden | Jagtvej 157 | 2200 København N | Tlf: 7022 1211 | Fax: 3584 0211 | CVR: 33969813 | Giro: 195-9700 | mail@bornefonden.dk